Bragr - Godtfolk 2019

Bragr

lørdag d. 14. september kl. 20:00 - Farm Rudbeck

Selvom rødderne for Bragr unægteligt er den traditionelle instrumentale nordiske folkemusik, er deres version alt andet end antikvarisk. Melodierne er delvist selvskrevne og delvist hentet fra hele norden og krydret med et skud jazz, og indimellem aner man også en lille rockinspiration i arrangementerne. Bragr har i år udgivet et særdeles swingende og anmelderrost live-album, som lover godt for, hvad man kan vente sig på GodtFolk. Bragrs arrangementer er kendetegnede ved at være virkelig varierede, rytmisk legesyge og ekstremt veludførte. Sangene er, som regel, udvalgt eller skrevet af Perry Stenbäck og flankeret af en fortælling om hans oplevelser og opvækst med folkemusikken.
Bragr har efterhånden etableret sig som et internationalt navn inden for den instrumentale folkemusik. Selvfølgelig på grund af ovenstående, men også fordi en koncert med orkesteret altid er underholdende.
Bragr består af et power house af virkelig dygtige og anerkendte musikere fra Sverige og Danmark i form af Perry Stenbäck (nyckelharpe og guitar), Christine Dueholm (trommer og vokal), Jesper Frost Bylling (bas, vokal og jødeharpe) og Kristian Bisgaard (piano og vokal).