Marc Facchini - Godtfolk 2019

Marc Facchini

fredag d. 13. september kl. 20:00 - Sønderho Forsamlingshus

Denne dansk/italienske sanger giver et godt bud på nutidig dansk sangskrivning. Det gør han ved, som han selv udtrykker det, at fylde blenderen med højskolesangbogen, wikipedia-artikler, religiøse tekster, guldfisk, LSD og rykkere fra SKAT. Det vidner om den blanding af seriøsitet og humor, hvormed han med sine sange prøver at afspejle tiden og skabe musikoplevelser, der kalder på både smil, fordybelse og eftertanke. Marc Facchinis sange henter blandt andet inspiration tilbage i 1970´ernes folkesange. De har, som en anmelder skrev, rødder i fortiden og topskud i nutiden.
Han forklarer selv: ”Min hensigt er at skabe musikalske oplevelser, som er magiske, sjove, kærlighedsfyldte og livsbekræftende. Det skal både gøre godt og ondt, så man kommer til at tænke over, hvad et menneskeliv er, og hvad man kan bruge det til.” 
De seneste ca. 10 år har han, i begyndelsen i orkestersammenhæng og siden 2013 som solist, fremstået som en markant sangskriver i udkanten af den danske folkemusiks hovedstrøm. Han optræder med både orkester, i duoformat og solo. På Godtfolk krydres sangene særdeles kompetent af violinisten Maria Jagd.
En koncert med Marc Facchinis originale og personlige sange, indpakket på et musikalsk højt niveau, er en intens oplevelse af en særlig karakter.