Sand på Gulvet - The True Story  - Godtfolk 2019

Sand på Gulvet - The True Story

Historien om den gang folkemusik fra Fanø hærgede hitlisterne og Anne Linnet Band spillede opvarmning.

fredag d. 10. september kl. 16:00 - Sønderho Forsamlingshus

Sand På Gulvet hørte til de mest markante navne i 1970´erne, hvor folkemusikkens popularitet i Danmark nåede højder, der ikke er overgået hverken før eller siden. Gruppen markerede sig ikke mindst med Fanøs lokale musik- og dansetradition, og sangen ”Imellem Esbjerg og Fanø” har for længst opnået en placering i populærmusikkens historie.

Sand På Gulvet blev søsat i 1974 og oplagt i 1984. Det er længe siden, og i de forløbne år har to af de oprindelige medlemmer så trist forladt de levendes land, mens en tredje har så store problemer med hørelsen, at det ikke længere er muligt at spille. Derimod er Ole Mouritzen og Nils Thorlund fortsat aktive musikere.

Godtfolk har anmodet de to om at fortælle historien om Sand På Gulvet i ord og toner. De vil fortælle træk af beretningen og spille et udvalg fra det gamle repertoire, og til det har de allieret sig med Tove de Fries og Oles søn Jens Mouritzen.

Hør nogle af de gode og sjove historier, og genhør noget af musikken og sangene fra de gyldne år, da monopolkanalen DR sendte folkemusik lørdag i den bedste sendetid – blandt andet med Sand På Gulvet.