Søren Krogh - Godtfolk 2019

Søren Krogh

lørdag d. 14. september kl. 20:00 - Sønderho Forsamlingshus

Søren Krogh er ikke en mand der sætter sig selv i scene gennem musikalsk uvedkommende aktiviteter som talkshows, tv-quizzer, i den kulørte presse og lignende. Han skriver sine sange og tager rundt og synger dem for folk. Det er jo det og kun det, der er meningen med dem, mener han.
Det har han gjort siden midt i 1990´erne. I 1998 udkom hans første cd, og siden er det blevet til en længere række. Den seneste med titlen ”Globus” kom sidste år. Gennem årene med hundredvis af optrædener, lige fra ydmyge værtshuse til store festivaler, har han efterhånden slået sit navn godt og grundigt fast.
Det er ikke tilfældigt. Hans personlige og engagerede sangtekster er alt andet end ligegyldige, og han introducerer dem med den finurlige humor og skarphed, der også præger sangene. Han kommer fra Vendsyssel og hans sange rangerer på mange måder i samme høje kategori som sin egnskollega Allan Olsen. Nordjysk lune og kant fornægter sig ikke.
Med på Godtfolk har han sin faste makker gennem de senere år, elguitaristen Janus Beckmann, som tilfører sangene ekstra musikalsk kolorit af høj kvalitet.
I kan glæde jer til en nærværende optræden, der kalder på både latter og eftertanke, når Søren Krogh tager jer med rundt i sit personlige og originale sangunivers.